I solens paradis
valmuebladene falmer-
loven er brudt
og fuglen fik vinger
højt i det lysende blå
i det forsvindende intet
kun eet skælvende blodrødt hjerte.
Ingen sakse eller knive.
Mættede munde strøet over vejen.
Perlerne trædes til kæde
dybt i krystalklar brønd.


Lykkeligt at høre kilden risle
bambusløvet rasle
så net
så let.
Kun en krusning over havets flade-
hvem ser den spoleformede haj
med hvide og hvasse tænder-
alle stjerner som blinker
og livet
som strømmer i dybet


Og havet ligger vandret
hæver og sænker sit bryst
stille spejlende skyerne
stille ventende
ingen vind
intet skib
ingen fisk
stille ventende.