Det var en lang og svær fødsel
jeg skreg
min sjæl kaldte, mig hjem.

Smerten var en dyb sorg
jeg græd
sjælen ventede.

Angsten greb mig
jeg var magtesløs
min sjæl kaldte.

Jeg faldt i mørket
det gjorde ondt
sjælen greb mig igen.

Jeg glemte
mindet havde jeg mistet
det var sjælen som gemte.

Mørket var dybt
tomheden, et hul i jorden
men, min sjæl lyste.

Skriget, sorgen, magtesløsheden, smerten, tabet og tomheden
mit åndelige liv kaldte.

Jeg fødte mig selv.

Nu er jeg i stilheden
lettet og fyldt op
i tillid til det bedste.

Jeg danser
forenet med mig selv
i glæden.

I et nyt liv.