Måler var nået. Jeg stod på toppen af mit bjerg.

Var det det, tænkte jeg, var det mit liv, det jeg havde opnået?

En slags økonomisk tryghed........

Jeg gik ude på kanten af mit bjerg og kiggede ned, der var dybt ned. Det var noget af en rejse at bestige så højt et bjerg.

Fra begyndelsen var målet, min kærlighed.

På toppen af bjerget stod jeg alene!

Så lod jeg mig falde, dybt, dybt ned. Jeg sprang ud fra mit bjerg også selvom jeg ej havde lyst til at dø. Jeg måtte bare lade mig falde og jeg så mit bjerg forsvinde. Jeg kastede mig ud i det dybe hav nedenfor bjerget.

Jeg hørte latter som et ekko fra de som hånede mig på vej op ad bjerget, de som dømte mig hårdt.

Jeg hørte stilhed og bønner fra de som elskede mig og kendte min kærlighed i sig selv.

Når jeg nåede vandet var jeg udmattet. Alene det at tage springet var hårdt!

Så dykkede jeg! Ned i havet ved foden af bjerget.....jeg kunne næsten ikke få luft!

Det var som en livmoder, at komme tilbage til begyndelsen.....og jeg sank, dybere og dybere ned.

Jeg tænkte på at livet måske var slut nu?

Jeg fandt på dybet, et andet menneske som havde ladet sig falde ved foden af samme bjerg som mit. Han var lige ved at dø, men kæmpede fordi han havde viljen til at leve.

Der var bobler i havet når han rakte hånden ud imod mig. Jeg greb den og så svømmede vi opad, sammen.

I dag er vi ved foden af bjerget og vi kan se himmelen.............