I vinden som var ganske stille
svævede en sort svane.
Egentlig var der slet ingen vind
blot et pust af højtid.

Vingeslaget var smukt, let
vidunderligt
bærende mod uendelighedens blå himmel.

Glidende over himmelen som i buer
den tegnede i flugten
himmelrigets porte.

Helt alene
med overblik fra højden.

Den blanke fjerdragt blev af solskinnet løftet
bevidst, omtænksomt
mod varmen.

Sandhedens lysende virkelighed
åbnede sit hjerte.
Derfra blev der frembåret
en kærlighedens fugl.

Fra himmelen åbenbaret
en hvid skønhed.


I vinden som er ganske stille
svæver en sort og en hvid svane.

Egentlig er der slet ingen vind
blot et pust af højtid.

Vidunderlig er harmonien
når de sammen svæver
mod det grænseløse land.

Forenede
med overblik fra højden.

Blanke fjerdragter af solskinnet løftet
bevidst, omtænksomt
mod lyset.


Det stærke skin
i det uendelige, bag himmelens porte
kan ej et menneskeligt øje betragte.

Derfor er dette en himmelsk vision
ærbødigst.