Poeter.se logo icon
Redan medlem?   Logga in




 
Et forsøg på en koncentreret indgang - fra samling 'Rædsel sammen med fryd'


DIGTE

Alting i naturen er afstemt.
Derfor kan jeg indsnuse duften af syrener.

-

Aften: Det er ikke stjerner.
Det er flyvemaskiner.

Morgen: Det er ikke skyer.
Det er hvide bonderoser.

-

Vi er dårlige opfindere af livløse ting.
I naturens kæde er der ingen svage led.
I opfindelsernes verden er alle veje blinde.
Af den grå regn vokser sommeren frem.
Hvilke glæder venter der ikke af mit hold i skulderen.

-

En fugleflok forsvinder i birkens broderi af grene.
Mælkebøtternes fødende faldskærme hæver sig
dansende op i luften.

-

To kulsorte råger og en lille allike
lander på plænen og vandrer
som en anden komité rundt
og inspicerer forholdene.

-

Skjult under himlens skyer og blå hud
leger de mennesker og gud.
En mørk sky trækker op,
lægger sin regnvåde arm om byens krop.

-

Lysende hvide måger
foran sorte tunge skyer
og en strålende regnbue
over alle verdens byer.

-

Du lovede mig ikke
at komme,
du lovede mig
ingenting,

dog hører jeg min puls slå
af forventning mod
ingenting.

-

En mand på cykel, jeg tror, jeg kender ham,
jeg har set ham siden min barndom.
Dog har jeg aldrig hørt ham tale,
aldrig set ham tale med nogen.
Er det kun mig, som ser ham.

-

Under ingenmandsland er jorden
gennemboret som en myretue
af rør og kabler: menneskehedens
nedgravede besvær med afføring,
vask, vasken sig, varme,
samtaler, rejser.

-

Når jeg læser gamle aviser,
får jeg lyst til at skrive poesi.
Når jeg læser gammel poesi,
får jeg lyst til at læse aviser.

-

Lad nogen skænke en Chagall
til et af de mange museer i provinsen,
hvor lemmingerne aldrig kommer.

-

Jeg har et godt lager af argumenter
jeg har historiske paralleller.
Jeg har nye gentagne tilfælde.
Enhver er velkommen herind,
prøv selv, hvor skarp sandheden er!

-


Når jeg synger denne sang,
bliver dagen ikke lang,

når det kommer fra mit hjerte,
svinder straks selv kroppens smerte.

Skoven synger, når jeg går,
træers kroner er mit hår,

stemmen får sin kraft på stedet,
uden nogen rigtig ved det.

Åndedragets rytme når
gennem flere tusind år.

Hvem er det, som går på vejen?
Han, som ikke er sin egen.




Fri vers av per-olof.dk
Läst 249 gånger och applåderad av 3 personer
Publicerad 2012-11-13 14:36



Bookmark and Share


  AgnesP
Det er en vidunderlig samling af digte du lader læseren tage del af. Med få ord tegnes billeder som får mig at se verlden og noget mere. Denne sparer jeg så jeg kan læse den igen.
2012-11-13
  > Nästa text
< Föregående

per-olof.dk
per-olof.dk