Hvad jeg mener, det jeg ser! et landskab
der trænger sig ind i min krop.
En himmelhvælving,
en sol, skyer og fjern fabriksrøg.
Fjorden, som glitrer under røgtæppet
fra Dansk Salt og Dansk Cement.
En åndssvag, som føler sig hjemme på stedet
og blandt de kærlige mennesker.
Golgatha, en pandeskal, et syn
af den åbenbarede krop.
Langs fjorden fisker unge mennesker.
I horisonten bor vi selv, hos Gud.

Nu føder jeg, din tunge, dine øjne,
det grønne som det fjerne mørkeblå.
Dén sommer fødes ind i mig,
og jævner mig med jorden.
Målt ud fra dette, denne granitblok
smager døden ikke mig.
Forgæves ser jeg ikke dette intet,
som helt har opslugt mig og dig.
Et landskab drager ånde, åbner sig,
og ser imod dig med vidtåbne øjne:
Din sult er stillet og din tørst er slukket.
Du hviler, borger, med det tredie øje lukket.

Jeg rejser mig, nysgerrigt, uden evner
til at forstå, at jordisk guld har gudeglans.
jeg falder hen, af disse magter bundet,
selv i min død, hvor jeg er lig dem selv.
Med gammel tale, gammel maling, nylig kalket
skriger mine åndedrag.
Mens lyset møder sin skæbne og sin lidelse
blandt livets døde forvandlinger.

Jeg folder mine hænder, mageligt i søvnen
sådan ligger de fleste nu.
Nærmere ved de hvide mure, vandrer
munke og nonner i gamle dage.
Det udslukte lys rager op som en høj,
i mine øjne noget af det smukkeste.
Med et halvmånesmil vågner himlen
i mine øjne, endnu i solen.

Jeg mener, at jeg er vågen endnu
under nye tilstande, som er mod beskrivelse.
Jeg taler nu imod dig, og du vil
at landets nyskabelse vågner i dig.
Dit had forfølger mig på forhånd. Du mister
din fornemmelse af at se på sandheden.
At sol over Hohøj kan være sandheden,
skønt målet her antages for mere end synet:
hverdagens samtlige danske korsfæstelser
som vender sig imod dig.