I et åndedræts rolige rytme
leger vinden udenfor med mågerne.
I store mundfulde hvirvler de op,
op og ned foran husblokken.
Er der love for det? og bærer de også mig?
I et åndedrags rolige rytme.

Jorden kan ikke løfte sig selv,
jorden bæres gennem rummet,
syv-ni-tretten: hvorfor svæver vi.

Hvis alting hænger sammen med god grund,
er ulykker kun tilsyneladende,
atombombesprængninger er da så naturlige
som vulkanernes udbrud,
krigsophidsernes løgne så naturlige
som insektædende blomsters lokkemidler -
og oprindelsen til motorvejens kødannelser
ligger forud for myrens veje under bladene.
Hvert menneske iagttager det nærme sig
og tror sig magtesløs.

'Noa, lav en båd, et fly,
et rumskib, et Aniara.'
Og jeg, Noah, må da svare:
her er jo Aniara, jeg bor på Aniara,
jeg svæver allerede, se bare!

Zebrafinkerne i buret herinde,
hvem har lukket dem inde?
Medskyldig lukker jeg forsøgsvis øjnene:
verden har altid sine grænser, siger ordsproget,
nogle binder de, andre bærer de. Alle svæver vi.