Jeg skriver: ikke noget med at kny.
Nogle ord. Mejslet i sten, hm.
Altså ikke ord, men streger, figurer.
At berøre med øjnene. At se.

Skrevet for de døde, de levende
eller kommende, øje til øje.
Og næsen klør,
fordi nogle nu taler ondt om de digte.

Måske er han fra Brasilien.
Måske bor han i Trondheim.
Måske sidder hun i tankerne
helt nede i Paris.
Måske er hun fra Esbjerg.
'Men er ikke alle biblioteker fulde af bøger'?
og LSD kan erstatte al poesi på tryk,
'forstår du ikke det'.

Jeg sidder på lokummet og digter.
I virkeligheden svæver lokummet
med dig og dig og dig gennem universet.
Det er ganske naturligt
og helt tilfældigt,
tilfældigvis guddommeligt.

Jeg ser, det er ikke forbudt at nynne, ser jeg,
jeg nynner, jeg nynner, jeg nynner.
Hvis det kan trøste nogen.