Jeg hører en dreng råbe 'far!'
jeg ved ikke hvor det kommer fra.
Måske er det netop sådan at høre
noget for det, de kalder det indre øre.

Jeg ser op fra min juridiske æske,
stærene vandrer på marken.
Ved 'Under Paris' tage'
bliver jeg blød som en gammel kartoffel,
prøvede ansigter vokser frem
i træernes kroner,
selv på det hvide papir
ses indtryk af erindringer,
hvis nogen skulle spørge.

Ansigterne svarer ikke-
Som monumenter fra fortiden
lader de ane hemmeligheder,
hvem ved om de vågner:

Forestil dig alligevel: en vej i det fjerne på en bro.
Og det grønne er ikke blot grønt:
det er nyfødt og allerede tungt og trygt.
I flokke strømmer unge mennesker
i lyseblåt, lysere blåt og helt hvidt
glade op over broen og forsvinder,
ad en sti ned ad skråningen. Er det
ikke et digt? Det er pilgrimme
på vej i den grønne maj til fods og på cykler,
det ser jeg. Opstemte javel af noget spiritus
som solsorten af det sidste rosa skær på himlen,
og jeg af det glade billede -
de bæres så lette som fnug af et mål forude,
samværet i templet og en vis grøn have,
de dufter af syrener og nærhed, og mørke og åndenød.
Til høj musik folder ånderne sig ud.

Og jeg, som har elsket den stilhed
når alle gik
og lod mig alene i huset,
solen skinnede
og stilhed, musik
synet af fortid i hver lille ting
gjorde mig næsten beruset.

Den trygge duft af tørt fyrretræsbrænde
trykker tårer frem i mine øjne.

Jeg lader mine hænder stryge
hen over træernes kroner.
Deres ansigter er ikke så lette at finde,
som når man tegner.

Sidde i læ af huset
en blæsende dag,
skære sig en gren,
og skrabe den ren, male kulørte ringe
på den glatte gren.

Jeg jagter mine egne ord i skovkanten,
fordi jeg må og skal svare.
Jeg spidder dem, du tror aldrig de har fløjet,
når du ser dem i min juridiske æske.

Du beder mig?
jeg bliver jo olding i løbet af samme tid
det tager dig at spørge.
Når jeg igen åbner øjnene,
vil jeg ikke vide, hvad tid det er.
Det samme sted vokser overalt.
Jeg kommer tilbage,
hvor vejene fra nær og fjern mødes.
Bag skyerne ved jeg, det er næsten fuldmåne.
Farvel en tid.

Jeg flygter af sted
(men det var for min egen skygge)
Jeg vender mig om,
(men det var min lynlås, som raslede).
Jeg smider, hvad jeg har i hænderne,
(hvis og hvis havde jeg sikkert opfundet
noget endnu værre end atombomben.)
Kan ikke svare, tåbeligt glad, magtesløs,
forventningsfuld.