Jeg slår knuder på mig selv,
jeg prøver at nå at tænke mig om,
ligefremhed er ikke mit program,
jeg er edderspændt rasende
men viser det ikke,
jeg kunne røre ved dig
men gør det ikke,
jeg elsker dig
men du får det aldrig at vide.

Fortiden samler sig sammen,
altid er den rede,
fremtiden folder sig ud,
er altid tilstede,
nutiden kender jeg ikke,
den holder mig nede.

Hvor går jeg ud af mig selv?
Midt i ekstasen eller
midt i det salige smil?
Når knuderne løsnes,
når jeg ikke tænker,
når jeg ligefrem rasende
rører ved dig
fordi jeg elsker dig?

Hvad da jeg igen
går ind i mig selv,
civil og med den rette ånd?
Glemmer nok de sprængte bånd:
det var ikke mig.

Du nævner ofrene på min vej,
men jeg siger dig jo: 'det var ikke mig'.